Hovedrengøring af vores 7 opgange

Fra den 27. – 30. oktober går firmaet Alliance i gang med hovedrengøring af vores 7 opgange.

For at kunne rengøre opgangene er det vigtigt. at alle effekter og måtter er fjernet under rengøringen.

Ifølge tilbuddet omfatter hovedrengøringen følgende forhold:

•  Støvsugning af alle gulvflade & vægflader

• Opskurring af alle gulv ,trappeløb, reposer inkl. pleje hvor dette er muligt

• Afvask af alle vægflader

• Aftørring af gelændere, balustre, lamper

• Aftørring af beboerdøre inkl. paneler/ gerichter

• Fjernelse af spindelvæv fra lofter og kanter uden for nåhøjde

• Aftørring af false i døre og vinduer, hvor dette er muligt

• Grundig rengøring af elevatorstole inkl. efter polering af alle flader.

I bedes venligst bistå ejendomskontoret og bestyrelsen med at kontrollere arbejdets udførelse og melde tilbage til ejendomskontoret og bestyrelsen, hvis der konstateres mangler.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

Skal du flytte, så udfyld et spørgeskema og få et gavekort på kr. 100 til Irma!

I perioden 1. august 2014 – 31. juli 2015 er 15 ud af 69 lejemål blevet fraflyttet. Det svarer til 22 pct. af lejlighederne.

For at finde ud af årsagerne til beboerne flytter, har bestyrelsen besluttet at udarbejde et spørgeskema til de beboere, som fraflytter ejendommen.

For at sikre en så høj besvarelsesprocent som mulig, har bestyrelsen samtidig besluttet at give et gavekort på kr. 100 for for hvert spørgeskema, som bliver tilbagesendt i udfyldt stand på bestyrelsen@sab-askholm.dk – dog kun et gavekort pr. husstand.

Spørgeskemaet er udarbejdet som Word-fil med besvarelsesfelter og kan hentes nedenfor:

Spørgeskema ved fraflytning, 2. version

Referat af bestyrelsesmøde 1. oktober 2015

Deltagere:
Emil Hansen, Morten Wagner og Jørgen Green fra bestyrelsen. Jens Zacho Rasmussen og Birgitte Bidstrup havde meldt afbud. Endvidere deltog Adam Vangtorp fra KAB og Kim Jeldgaard og Erik Bredahl fra ejendomskontoret.

Dagsorden:
1. Rengøring af trapperum
Orientering om møde med Alliance og drøftelse af situationen. Stillingstagen til tilbud om hovedrengøring.
Det blev vedtaget, at Jørgen tager en samtale med den fungerende leder af daginstitutionen for at drøfte problematikken. Der iværksættes hovedrengøring af trapperummene med information til beboerne, hvornår det sker. Der opsættes to stikkontakter i de trapperum, som mangler. Alliance orienteres via ejendomskontoret om, at de skal anvende støvsuger ved rengøringen.

2. Tilbud om vinduespudsning og pudsning af glaspartier, som ikke er omfattet af aftalen om pudsning 2 x årlig
Tilbuddet forelægges til beslutning på det kommende afdelingsmøde. Den allerede aftalte vinduespudsning af de vinduer, som beboerne ikke selv kan nå, sættes i gang. Der skal sættes opslag i opgangene, hvornår vinduespudsningen finder sted. Ejendomskontoret kontakter Alliance og sætter arbejdet i gang.

3. Evt. etablering af fibernet
På mødet med grundejerforeningen blev det oplyst, at man i på Egholm har indgået kontrakt med med Waoo. Hele blokken/øen skal være med. Leverandøren er Fibia. Der installeres i alle lejligheder. Koster 109 kr. pr. md. betales af ejendommen.
Tilbuddet forelægges til beslutning på det kommende afdelingsmøde.

4. Gårdlauget, parkeringskælder
Man afventer stadigvæk redegørelse fra advokat.

5. Markvandring (gennemgang af ejendommens tilstand)
Den 8. oktober kl. 10.00 -13.00 vil en ingeniør gennemgå ejendommen og udarbejde en tilstandsrapport, som skal bruges til en drøftelse med KAB og ejendomskontoret den 28. oktober og til udarbejdelse af en plan.
Taget til efterretning.

6. Metro til Sluseholmen
Orientering fra mødet den 21. september. Politikerne i København har anbefalet den sydlige løsning, selv om den bliver 56 mio. kr. dyre. Grundejerforeningen er delt. Et flertal går ind for den nordlige løsning selv om det kan betyde flytning eller nedlæggelse af miljøstationen og det grønne område, men grundejerforeningen vil forholde sig afventende.
Taget til efterretning.

7. Referat af møde med Grundejerforeningen
Orientering fra mødet den 29. september.
– Fartdæmpende foranstaltninger. Et udarbejdet forslag er blevet forkastet af kommunen og politiet.
– P-Forhold (3-timers parkering, beboertilladelser). Godkendt af kommunen.
– Vedligeholdelse af området Sluseholmen. Grundejerforeningen har lovet straks at iværksætte arbejdet herunder fjernelse af ukrudt, udskiftning af udgåede træer og fejning m.m. Der er iværksat daglig kontrol med miljøstation. Der er fremsat forslag om opsætning af molokker samt etablering af overdækket område til genbrugsgenstande.
– Tyverier. Der er You-See-nøgler i omløb, kan komme ind i alle opgange. Endvidere er der i flere boligforeninger blevet opsat øget videoovervågning m.m. To steder, hvor der er foregået hashhandel er blevet lukket.
– Information om stormflod. Der er behov for en bedre kommunikation og samarbejde. Endvidere drøftede man mulighederne for og problemerne ved en åbning af slusen for forhindre oversvømmelse af området.
Blev taget til efterretning.

8. Energibesparende foranstaltninger i opgangene
Vi bruger ca. 100.000 kr. til strøm vedr. lys i entreerne. Besparelse kan ske ved at reducere antallet af lamper (i alt 184 lamper fordelt på 7 opgange), ved reduktion af den tid, som er lamperne er tændt (er indstillet til at være tændt i 9 min (ændres til 2 minutter, da det kun tager 1 1/2 minut at gå op til 6 sal), eller udskiftning til LED-lamper evt. med bevægelsesmelder m.m. eller en kombination af de nævnte muligheder.
Udskiftning af alle lamper til Led-lamper uden PIR (HF-sensor som reagerer ved bevægelse m.m.) vil koste ca. 167.000 kr., tilbagebetalingstid 5,6 år. Med PIR ( ( 212.000 kr., tilbagebetalingstid 4 år.). Alle priser inkl. moms. Udgiften til udskiftning skal i givet fald tages over henlæggelser. Besparelse indgår på driften. Dong kan evt. give tilskud på 6.500 kr., hvis vi udskifter alle lamper.
Det blev aftalt i første omgang at få nedsat tændingstiden til ca. 2 min. og som et forsøg tage halvdelen af lamperne ud af drift for at måle besparelsen.
Jørgen udarbejder oversigt over de lamper, som skal tages ud af drift. Bestyrelsen informerer beboerne og anmoder om, at evt. klager i forsøgsperioden rettes til bestyrelsen på bestyrelsen@sab.askholm.dk og ikke til ejendomskontoret.
Forslaget om udskiftning til LED-lamper tages op til beslutning på næste afdelingsmøde. Udskiftning kan tidligst ske i det nye regnskabsår, som starter 1. august 2016, da der ikke er afsat midler til dette i 2015/2016.

9. Spørgeskema til de beboere, som fraflytter ejendommen
I perioden 1. august 2014 – 31. juli 2015 er 15 familier fraflyttet ejendommen. Det svarer til 22 pct. af beboerne. For at finde ud af årsagerne til beboerne flytter, foreslås at bestyrelsen uddeler spørgeskema til de beboere, som fraflytter ejendommen, og at vi giver en præmie for hvert skema, som bliver tilbageleveret i udfyldt stand. F.eks. et gavekort til Irma på 100 kr. Spørgeskemaet vil blive udformet som en Word-file med besvarelsesfelter.
Blev godkendt. Bestyrelsen informerer beboerne. Spørgeskemaet lægges ud på foreningens hjemmeside. Gavekort indkøbes hos Irma. Administrationen af udlevering og indkøb aftales med KAB, Jeanne Pedersen.

10. Fælles gårdfest med ejeforeningen i august 2016 i forbindelse med Havnens Dag.
Forslag om, at vi deltager med oplysning om bo i almennyttig bolig på Sluseholmen. Evt. sammen med Tegnlværkshavnen.
Taget til efterretning. Arrangeres af gårdlauget.

11. Teater for børn
Sammen med grundejerforeningen og ejerforeningen samt skolen og daginstitutionen foreslås, at vi indgår i en teaterfestival for området. Ved at etablere et samarbejde med skolen og daginstitutionen, kan der opnås 50 pct. statsstøtte. Den resterende udgift skal dækkes ved billetsalg, tilskud og sponsorstøtte. Skolen er positiv. Aftalt møde med skolelederen om teater i vinterferien 2016. For Askholms vedkommende kan der blive tale om at stille beboerlokalet til rådighed for et arrangement.
Godkendt.

12. Fastsættelse af afdelingsmøde
Blev aftalt til tirsdag den 10. november kl. 19.00 i beboerlokalet. Bestyrelsen sender dagsordenspunkter til KAB, som står for udsendelsen af mødeindkaldelsen. Ejendomskontoret, Adam Vangtorp og formentlig også Jeanne Pedersen fra KAB deltager.
De foreløbige punkter til afdelingsmødet er:
– Godkendelse af ny husorden.
– Tilbud om supplerende vinduespudsning.
– Tilbud om etablering af fibernet.
– Energibesparende foranstaltninger i ejendom.
– Orientering om ejendommens tilstand på grundlag af den udarbejdede tilstandsrapport.

13. Evt.
I forbindelse med rapportering af forbruget af el, vand og varme blev der konstateret et beregnet overskud i august på 80.445 kr mod 39.396 kr. i juli måned. Dette på trods af, at forbruget udviklede sig som forventede. KAB har undersøgt sagen og mener, at den store besparelse skyldes en indbetaling fra daginstitutionen, som først er blevet bogført i august.

KAB anbefaler, at der deltager en medarbejder fra ejendomskontoret, når bestyrelsen holder møder.

Referat udarbejdet 2. oktober 2015 af Jørgen Green